Pacific 2017 Blog

Jeg skriver dette på en bænk i solen foran Taipei Main Station. En bygning der ligner Formand Maos Mausoleum bare 100 gange større. Rundt omkring mig på de andre bænke sidder og ligger de hjemløse. Når jeg går forbi dem lægger jeg et par kroner i et par af deres kopper. Det er vinter i Taipei men omkring 20 grader i solen her på min bænk.

Mit hostel ligger 2 minutters gang her fra Taipei Main Station. 2 minutters gang hvis man går ud af den rigtige udgang that is. Togstationen er ret vild og jeg gætter på den i grundareal er en af verdens største. Den er i 3 plan og består af adskillige kæmpestore bygninger og huser to metrolinjer, normale tog og hurtigtog via forskellige indlejrede stationer. Hver dag håndterer stationen mere end en halv million passagerer.

Taiwan er godt med på teknologifronten så jeg er på gratis udendørs Wifi her et par hundrede meter fra stationen. Offentligt Wifi dækker alle togstationer og flere offentlige områder i Taiwan.

Hele min tur har været planlagt ud fra én bestemt dato. Lørdag den 11. februar skulle der i en lille landsby der hedder Pingxi oppe i bjergene omkring en times kørsel fra Taipei afholdes en traditionel festival. Den afholdes kun en dag om året i forbindelse med afslutningen på det kinesiske nytår og den del jeg utrolig gerne ville overvære varer kun 2 timer.

I gamle dage kom der ofte banditter til Pingxi som med den isolerede bjergbeliggenhed var et nemt mål for forbrydere. Derfor begyndte folk at sende hjemmelavede varmluftsballoner op for at signalere især til kvinder og børn at de skulle skynde sig væk når banditterne var på vej.

For at markere dette er festivallen efterfølgende opstået. Nu håndhæves traditionen blandt andet ved 8 masseopsendelser af rispapirslanterner i løbet af et to timers interval mellem klokken 18 og 20. Jeg havde set billeder på nettet. I Lonely Planet står der: ”There are few sights more mesmerizing”. Se det lød jo forjættende.

Datoen varierer fra år til år og indtil et par uger før festivalen var jeg meget i tvivl om den. Så da jeg tilbage i september købte ganske mange flybilletter tog jeg chancen og håbede at festivalen rent faktisk blev afholdt den 11. februar som folk på nettet gættede på. Det holdt heldigvis stik.

Næste udfordring var at jeg kun kunne få hele flybilletkabalen med alle mine stillehavsflyvninger til at gå op hvis jeg landede samme eftermiddag som festivalen skulle afholdes. Aftenen forinden, den 10. februar, fløj jeg derfor fra Palau til Manila. Jeg landede så sent at jeg kun kunne nå at sove fem-seks timer før jeg skulle op og tilbage til lufthavnen. Heraf lykkedes det mig kun at sove de fire.

Dagen efter – lanternefestivaldagen – blev en temmelig hektisk dag. Den forløb sådan her:

”Sorry sir. The plane is delayed”. Den kønne unge filippinerdame med de blodrøde læber og de store mandelformede øjne i Nino Aquino lufthavnen i Manila kigger beklagende på mig. Verdensklasse. Flyet skulle være landet i Taipeis lufthavn klokken 12.45. Det lander i stedet klokken 14.00. Fire timer før lanterneopsendelsen begynder. Heldigvis er køen til immigrationen kun omkring en kilometer lang. Jeg tror helt seriøst at denne labyrintiske kø der snørkler sig uendeligt afsted er den længste jeg nogensinde har set i en lufthavn noget sted i verden. Fabelagtig timing. Køen ender dog i et system af ganske mange immigrationsskranker så det tager faktisk kun knap en time at komme ind i landet. Så klokken er 15 da jeg er kommet igennem immigrationen. Her skulle Østerboy måske have ofret de DKK 250 kroner på en taxa…Men jeg har læst at en taxa til centrum tager en time. Den nye lufthavnsmetro er selvfølgelig endnu ikke åbnet (åbner om ca fjorten dage), så den kan jeg ikke tage, men jeg har læst at hvis jeg bare lige tager en bus til stationen i Tayouan kan jeg derfra tage et HSR-hurtigtog til Taipei Main Central som jeg jo bor lige ved siden af. Det skulle sammenlagt også tage en times tid og det koster kun fyrre kroner og det lyder jo lidt mere spændende end en kedelig taxa.

”Du skal tage bussen fra busstander 5 eller 7, for at komme til Tayouan og videre ind til byen” får jeg at vide af en person i informationen som jeg antager for værende normalt begavet.

Heldigvis holder der en bus klar ved stander 5 og der står sågar Tayouan på den. Lovende. Det er en gammel bus med blomstrede sæder. Der er kun én passager, en gammel knark. Chaufføren taler nul ord engelsk. Jeg antager at det samme gør sig gældende for den gamle knark. Det ligner ikke nogen fancy lufthavnsbus. Jeg går (heldigvis) ud igen og henvender mig til en ung fyr der er i gang med at læse kufferter på bussen ved siden af i håbet om at han kan lidt engelsk.

”I want to go to Tayouan HSR” siger jeg.
“You go bus Taipei!”, siger han på jeg er ikke sømand jeg er kaptajn måden.
“No I go bus to Tayouan Station. Then train” siger jeg
Han kigger på mig som om jeg er en retarderet kinesisk hatteturist på omkring 110 år: ”You no understand. Taiwan not a station. Taiwan a country!”
(he he – prøv selv at udtale Tayouan så det ikke lyder som Taiwan..)
Her må jeg så fiske min iphone op ad lommen og vise ham siden hvor der står Tayouan HSR.
”Ahhh TAYOUAN High Speed Rail” lyser vidunderknægten op (og ja jeg var lidt træt og havde ikke lige luret at det var det HSR stod for). ”Sorry. Sorry. You buy ticket window two then go platform 12”.

Den rigtige bus er meget moderne og tyve minutter efter står jeg på hurtigtogsstationen. Der er heldigvis kun fire minutter til næste hurtigtog, som ligner et japansk shinkansen og som tilbagelægger de knap 50 kilometer ind til centralstationen på tyve minutter. Taipei Main station er som sagt enorm. Og med afsindig ringe skiltning (på engelsk, bevares, men overmåde ulogisk). Ved noget nær dagens største mirakel lykkes det mig at vælge den rigtige exit i første hug og efter at have spurgt om vej i en skyskrabergade fyldt med kinesiske skilte hvoraf ikke mange udgør det for husnumre lykkes det mig at finde den lille gang der leder ind til elevatoren op mod mit 7-sals lille, billige hostel. Mit singleværelse er på ca. 5 kvadratmeter, men meget moderne og består mestendels af en futon og en masse elektronik.

Jeg smider min lille kuffert på sengen og gør klar til at tage af sted med det samme. Nu er der to timer til festivalen starter. Berlingske tidende har selvfølgelig præcis nu lagt min Algeriet artikel online, så jeg laver en lynhurtig Facebook post. Så ringer min telefon. Taget i betragtning af at det i dag er præcis 16 år siden Charlotte og jeg mødte hinanden tænker jeg at det nok er en god idé lige at svare, selv om jeg har ret travlt.

Vi når at snakke kort og jeg siger lige hej til Jonas inden jeg spæner tilbage til stationen. Det gør ondt når jeg løber for jeg har sår på tæerne som jeg fik da de skrabede mod korallerne da jeg for et par dage siden dykkede i Palau. Jeg har tænkt mig at tage metroen i en halv time og så en bus i en time til Pingxi. Det er årets største endagsbegivenhed i Taiwan og jeg har læst et sted at op mod 80.000 mennesker deltager. 80.000 mennesker der samtidig skal ud i en lille bjerglandsby. I informationen på stationen overbeviser de mig dog om at det er en bedre idé at tage med toget til en by der hedder Ruifang og derfra tage et lokaltog videre. Det første tog tager næsten 50 minutter. Det næste tog videre går først en halv time senere og tager 40 minutter. Not enough time…

Heldigvis møder jeg en flink amerikaner og hans taiwanesiske kone der viser mig hvor jeg kan tage en bus med det samme. Klokken er nu næsten 18 og festivallen går i gang lige om lidt. Heldigvis er Taiwan super velorganiseret så alle biler er forment adgang til de smalle bjergveje og bussen kører lige igennem på omkring en halv time. Jeg spurter de sidste par kilometer ned ad bjerget til hovedopsendelsespladsen. Jeg er fremme klokken 18.30.

Kun for at konstatere at der er så mange mennesker så jeg ikke kan komme ind…

Jeg maser mig lidt frem og får fat i en vagt og siger at jeg arbejder for en utrolig vigtig og meget international avis og får søreme efter jeg har vist ham et par af mine andre billeder samt mine Berlingske artikel som jo meget heldigt er publiceret samme dag lov til at komme ind over afspærringen. Festivalen er lidt forsinket så jeg når at se de sidste 7 ud af 8 opsendeler. Hehe. Fedt. Der er kun mig og en professionel belgisk fotograf inde på selve området. Jeg bliver tilbudt både at sende min egen lanterne op (det tror jeg nok man ellers skal have været skrevet op til lang tid i forvejen) og skrive bønner på siden af andres lanterner. Jeg takker dog pænt nej og koncentrerer mig om at fotografere, hvilket ikke er let taget i betragtning af at der ikke er noget lys og opsendelserne hver gang kun tager relativt få sekunder før lanternerne kun er småbitte prikker på himlen. Bag forreste afspærring står flere hundrede kineserfotografer med deres stativer. Det ser ret fantastisk ud når hundredevis af kæmpelanterner bliver sendt samtidig til himmels og jeg knipser løs som en glad lille dreng.

Bagefter går jeg ned i Pingxi Old Street. Her møder jeg et engelsk par der siger de har brugt 4 timer på at komme herud. Old Street er en smal gade der udgøres af togskinner. Herfra sender folk hele tiden lanterner enkeltvis op. På lanternerne har de skrevet deres håb og ønsker, som efter sigende skulle gå i opfyldelse når man sender en lanterne op. Cirka hver halve time kommer et tog susende forbi og alle mennesker skynder sig ud til siden og væk fra sporet.

Da jeg kommer retur til Taipei Main Station omkring midnat er jeg så træt så min hjerne nærmest er holdt op med at fungere. I skilteskoven på stationen kan jeg ikke finde et eneste skilt der lyder som noget jeg skal gå mod. Så jeg går bare ud af en tilfældig udgang fordi jeg tænker at så kan jeg jo orientere mig udenfor og bare gå rundt om stationen. Tredive minutters rask gang hvor jeg formentlig har tilbagelagt 2-3 kilometer og krydset to motorvejsbroer senere finder jeg forsiden af stationen…og smiler lidt i skægget over det ikke var tidligere på dagen jeg røg ud på denne omvej.

Jeg spenderer yderligere fem dage i Taiwan. Jeg møder Nikolaj Kirk og spiser på hans fremragende restaurant HYG. Jeg tager et par hundrede kilometer sydpå til Yunlin (hvilket fint kan gøres som en dagstur når toget kører op mod 300 kilometer i timen) og ser en anden festival hvor der på et areal på 50 hektar (til sammenligning er festivalpladsen i Roskilde 16 hektar og campingområdet samme sted på 77 hektar) er opstillet 3.000 stående lanterner med lys i – formet som dyr og mennesker og templer og tegneseriefigurer osv. Det er kyllingens år i år så der er ganske mange kæmpekyllinger. Ret vild festival. Jeg ser ingen andre vesterlændinge. Men utrolig mange glade kinesere, som er overmåde betagede af papirfigurer med lys i. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor elregningen er. Naturligvis er der i øvrigt offentligt gratis WiFi på hele festivalpladsen(!)

Jeg tager også en tur til en lille by der hedder Beitou i udkanten af Taipei og bader for 8 kroner sammen med en masse gamle taiwanesere i et public bath hvor en masse pools er forsynede med vand fra varme kilder. Desværre bliver jeg smidt ud da en streng bademester på et tidspunkt opdager at mine badebukser har lommer, hvilket åbenbart er forbudt i offentlige bade i Taiwan.

Efter fem dage i Taiwan med masser af udflugter regner jeg til sidst ud hvordan jeg let finder min rigtige udgang når jeg kommer hjem til Taipei Main Station med den røde metrolinje:

Først følges skiltet mod Civic Building, så går man modsat retning af skiltet mod Taipei Bus Station/Qsquare, så følges skiltet mod Chongqing S./N. Road, Derefter dukker et skilt op mod Shin Kong Mitsukushi som man følger. Lidt senere følges skiltet mod udgang M5. Undervejs skifter man via rulletrapper niveau 4-5 gange – både op og ned i niveau. Til sidst følges skiltet mod udgang Z2. Næsten alt for let. Skiltene dukker som det fremgår først op når man er tæt på det de peger mod – der er underligt nok også først skilte til den enorme ”Main Hall” (som ellers ville være god at orientere sig efter) når man er lige ved at være ved den.

Nå, som sædvanlig blev det alt for langt. Jeg er nu tilbage i Manila. Turens sidste stop hvorfra det sidste af dette skrives. Jeg sidder på samme tagterrassecafé i Malate-distriktet hvor det hele startede for knap 4 uger siden. Det har som sædvanlig været en forrygende tur hvor alting flaskede sig og alle flyene (undtagen et enkelt nævnt herover) heldigvis fløj til tiden og efter planen. Jeg fik mødt de skæve eksistenser på Flame Tree baren i Marshalløerne, Jeg kom ind i Nauru, verdens mindst besøgte land, og fik talt med de søde flygtninge og set deres sportsfestival på deres uafhængighedsdag. Jeg fik kørt begge nævnte lande rundt på motorcykel. Jeg fik lejet bil og snorklet i Palau og mødt en høvding som bød på sakau. Jeg så Stillehavets Venedig og mødte Mikronesiens præsident. Og fik fem nye lande på CV’et: Marshalløerne, Nauru, Mikronesien, Palau og Taiwan.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem til min søde familie herunder selvfølgelig især mine skønne unger og fantastiske Charlotte som (igen) har været så fantastisk sød at lade mig drible afsted på egen hånd i knap 4 uger. Alt for mange tak, skat – jeg er en heldig mand.

Back to work on Monday – thanks for following.

Flere fotos

A night to remember.

Kæmpe tak til den gode Hr Nikolaj Kirk for alt for formidabel mad samt for at vise mig rundt i hans – og hans kompagnon Mikkel Maarbjergs – nye og superfede restaurant HYG i Taipei.

Restauranten ligger i det mega-fancy nybyggede S Hotel designet af Philippe Starck og drives ud over Nikolaj og Mikkel af super gode og kompetente folk.

Bagefter tog vi ud til Raohe Street Night Market og fik et par pilsnere i noget mere ydmyge omgivelser.

Da nattemarkedet lukkede og de smed os ud drak vi videre på en bænk på en plads med rotterne piblende omkring os selv om det vist ikke er helt tilladt at drikke alkohol udenfor i Taiwan. Hehe – vi missede den sidste metro, og det var lige før jeg ikke kom op til mit morgenfly her til morgen.

Lidt pics vedhæftes – TAK til Hr Kirk for en pisse hyggelig aften – håber jeg en dag kan gøre gengæld

Flere fotos

På øen Anguar levede engang en dreng der hed Uab. Uab var altid meget sulten. Hans måltider bestod af 50 store kurve fulde af mad og han drak bassiner fulde af kokosjuice og vand. Han blev så fed at han ikke længere selv kunne æde, så andre måtte benytte stiger for at klatre op og made ham. Men øboerne blev bange for kæmpen og besluttede at de ville slå ham ihjel. De bandt ham og satte ild til ham. Uab vågnede imidlertid og kæmpede i mod. Kampen var så voldsom at hans krop brækkede i mange stykker. Hans brystkasse blev til øen Babeldaob. Et ben blev til øen Peleliu. Hovedet blev til Ngarchelong, som derfor i dag har de klogeste og mest snakkesalige indbyggere i Palau. Sådan fortæller legenden at Palaus øer er opstået.

Jeg har ikke så mange røverhistorier denne gang og har ikke mødt så mange specielle lokale. Jeg mødte dog præsidentens nevø og da han hørte jeg skrev lidt for danske aviser beklagede han at hans onkel lige var taget videre fra hovedøen, men lovede at næste gang jeg kom ville han arrangere et møde med ham. Men ellers er Palau langt hen ad vejen ”bare” en turistø og som på så mange andre turistøer betyder det at det er lidt sværere at få lov at komme ind på livet af de lokale. Ikke at der som sådan er så meget palaver med de lokale Palauere, mange af dem virker bare (i stor modsætning til f.eks. mikroneserne) som om de bare gerne vil passe sig selv. De er brune og har mikronesiske, nærmest lidt maoriagtige, træk men taler og opfører sig næsten fuldstændig sig som amerikanere. Der bor cirka 20.000 mennesker i Palau og der kommer hvert år omkring 40.000 turister. De fleste tjenere og andre servicemedarbejder er filippinere som arbejder til mindstelønnen 3,5 USD pr time.

Palau er kendt som et af verdens bedste dykkersteder. Jeg nøjedes med en dagstur til Rock Islands med stop ved 4 forskellige snorkelsteder. Den kostede 900 kroner. Så var den vist også betalt – Palau er bestemt ikke noget billigt sted at opholde sig.

Særligt er Palau kendt for deres ”Jellyfish Lake” en ”Marine Lake” med særlige – ufarlige – orange vandmænd i millionvis som man kan snorkle med. Desværre har et eller andet vejrfænomen i halen på El Niño smadret hele bestanden og turene til Jellyfish lake sælges slet ikke mere. Så alt hvad jeg så på vandmandsfronten var en lillebitte jellyfish som vi fandt i en af landets 10 andre ”Marine Lakes”.

Snorkelturens deltagere bestod af 16 japanske turister, Robert og Carlson, far og søn fra Palau som var hhv. kaptajn og guide, en sød kvindelig guide der vist nok hed Nishiko og Jakobsan som de kaldte mig. På 80% af turen talte guiden japansk. Lidt syret i et land hvor det primære sprog (sidestillet med palauisk) er engelsk. ”Arigato sarimas Jakobsan” sagde Nishiko hele tiden med et kæmpe smil. På hendes t-shirt var der meget praktisk trykt et kort over South Rock Islands med røde prikker der angav hvor vi skulle gøre stop. Styr på tingene. Arigato sarimas Nishikosan (mange tak frk Nishiko). Korallerne var selvfølgelig flotte og der var masser af farvestrålende fisk. Vi fandt starfish, søpølser og så en havskildpadde. Vi var også ude ved noget de kaldte ”Milky Way” et sted hvor alle japanerne godt kunne lide at smøre hvid havbundsmudder ud over sig selv således at de helt sikkert ville leve meget længere. Frokosten indtog vi på en ø der lignede noget fra en ”tænk hvis du vandt i Lotto”-reklame. Fra øen kunne man snorkle og se et amerikansk flyvrag fra anden verdenskrig der lå på kun to meters dybde. Koraller voksede nu på skroget og fisk nappede til dem.

”Shark” råbte Carlson pludselig og lige til venstre for mig svømmede søreme en black tip reef shark på mellem en og halvanden meter. Nu ved jeg godt at revhajer er rimeligt almindelige at se for dykkerfolket, men for en simpel snorkelfyr som mig var det første gang at jeg havde fornøjelsen af at snorkle med en haj (jeg har set hajer fra båden på Galapagos og dykket i bur med store hvide hajer i Sydafrika, men det er sgu alligevel lidt specielt selv at svømme lige ved siden af sådan en fætter). Jeg svømmede efter den på lavt vand. Jeg kom så tæt på at jeg kunne have rørt ved den, selv om den tydeligvis ikke brød sig så meget om mit selskab. Jeg fulgte den i måske 100 meter inden det blev dybt og den forsvandt.

Jeg lejede også en Nissan X-trail firhjulstrækker og drønede lidt rundt en dag og så hovedøen Koror og de tre andre øer der er brofaste med den. Billejen kostede utroligt nok når man tager i betragtning af hvor dyrt Palau ellers var kun 35 USD for en dag. Jeg så blandt andet landets nybyggede parlament som er fuldstændigt sindssygt overdimensioneret ifht. landets størrelse og er bygget som en kopi af Capitol Building i USA og som man af uransagelige årsager har valgt at opføre ude midt i ingenting omkring 30 minutters kørsel fra hovedstaden.

Det er flere år siden jeg sidst har sovet på sovesal men da det billigste nulstjernede hotel i Palau koster over 1.000 kroner pr nat tjekkede Østerboy ind på Ms Pinetrees Backpacker Hostel. Her kostede en plads i en køjeseng 300 kroner pr nat. Så vidt jeg husker er det det dyreste jeg nogensinde har betalt for at sove på sovesal. Men hostellet var superfedt. Det var en gammel herskabsvilla der var bygget om til hostel og et fremragende sted at møde flinke turister – og efter 14 dage uden selskab af andre af den slags var det ret tiltrængt. På mit hostel mødte jeg ikke mindre en 4 superflinke gutter der havde været i omkring 100 lande.

Jeg sover oven på en kæmpestor mand fra Kina. Det nederste trin knirker når jeg går op ad stigen til den øverste køje. Jeg bor på et ”6-bed mixed dormitory”. Den meget store kinesers flodhestekrop flyder ud i underkøjen. Senere finder jeg ud af at han vist nok er syg. I hvert fald sover han hele tiden. Måske er det derfor han er vågen så stor en del af natten. Kineseren kan i løbet af natten rigtig godt lidt at vende sin tunge, tunge krop så han kommer til at ligge på den anden side. Så gynger min overkøje voldsomt fra side til side. Klokken tre om natten kommer Olivier. Hans fly er landet midt om natten. Olivier har en pandelampe der godt kan lyse meget kraftigt i den retning hvor hans ansigt peger. Olivier bruger kun en time på at pakke ud og gøre sig klar til at gå i seng. ”Det er dejligt at sove på sovesal”, tænker jeg. Da Olivier endelig slukker sin pandelampe går der ikke længe før en dommedagssnorken bryder ud fra køjen under mig. Selv med ørepropper på lyder det som om en ramponeret ghettoblaster udspyer en forvrænget udgave af Highway to Hell akkompagneret af motorsav. Til sidst lykkes det mig endelig at falde i søvn. Men meget tidligt om morgenen vågner jeg ved at nogen bevæger sig tæt ved mit ansigt. Og så ser jeg det. Et mystisk væsen. Et stort væsen. Væsenet har en stram hvid hætte klemt ned over sit iltre sorte hår. Kun det fede asiatiske ansigt er frit. Der er huller i hætten så kæmpe hårtotter stritter ud af hætten. Som en skakternet læderfodbold hvor der vokser hår ud af de sorte felter. Jeg er lige ved at tisse i bukserne af bare skræk over denne skævøjede fodboldpunker og overvejer om jeg måske har mareridt indtil det går op for mig at det bare er den kinesersnorkemonstret fra køjen under mig der har været ude at tisse. Til min forbløffelse viser hun sig at være en kvinde, selv om jeg kunne have svoret på at hun var en mand dengang jeg lagde mig til at sove. Jeg opgiver at sove videre. Jeg tænker at jeg vist er blevet for gammel til at sove på sovesal. Næste dag – klokken et om natten og naturligvis med alt lyset tændt – tjekker snorkemonstret ud. Derefter sover jeg som et lille barn i en seng der ikke længere gynger.

Hehe – enjoy the pics – jeg er allerede røget videre til Taipei hvorfra en god historie snart følger

Flere fotos

I dag skal vi høre lidt om landet Mikronesien (ikke at forveksle med regionen Mikronesien).

Fast facts
• En del af ø-gruppen Carolinerne.
• Mikronesien – eller FSM: Federated States of Micronesia – består af 4 øgrupper: Pohnpei, Yap, Chuuk og Kosrae. De 4 øgrupper er meget forskellige og hver af dem har sit eget sprog(!).
• Pohnpei er hovedøen, den største ø og den mest befolkede (34.000 indbyggere på Pohnpei ca 106.000 i hele landet Mikronesien)
• FSM har været både spansk, tysk, japansk og amerikansk koloni. Selvstændigt i 1986.
• Japanerne fik Mikronesien (med mere) som krigserstatning fra Tyskland efter WW1. Da japanerne senere tabte WW2 blev de i 1945 tvunget til at forlade Mikronesien.
• Mikronesiens hovedstad hedder Palikir efter et meget lille område på hovedøen. Den største by på hovedøen Pohnpei hedder Kolonia.
• Pohnpei udtales ofte ved dets tidligere navn: ”Ponnape”.
• Pohnpei er et af de steder det regner mest i verden. Der falder over 7,6 meter regn om året (!) (Ifølge Wikitravel er det ”det beboede sted i verden hvor det regner mest”. Men iflg. Guiness Book of rekords er der en (vel sagtens også beboet) delstat i Indien der hedder Meghalaya, hvor der falder næsten 12 meter regn, så WikiTravel har nok misforstået noget her)
• Pohnpei er kendt i surferkredse for at have Stillehavets måske mest spektakulære surfsted kaldet Palikir Pass (P-Pass) med et helt specielt Rip Curl – mange forsidebilleder til surfermagasiner er skudt her (se billede stjålet fra internettet sidst i albummet).
• Sprog der tales (fra Wikipedia): English is the official and common language. Also spoken are Chuukese, Kosrean, Pohnpeian, Yapese, Ulithian, Woleaian, Nukuoro, Kapingamarangi, Pingelapese, Ngatikese, Satawalese, Puluwatese, Mortlockese, and Mokilese. Tag den.

Klat henter mig i lufthavnen I Pohnpei. Hun er en ung ranglet pige der smiler hele tiden. ”Jeg hedder Klaaat” siger hun udtalt med et a der synes at vare for evigt. Jeg har ikke bedt om at blive hentet i lufthavnen, men der kommer ikke så mange fly på disse kanter, så Klat fra Yvonnes Hotel er uopfordret og uden at ville have noget for det, kørt ud for at hente mig bare fordi jeg har en reservation på hendes hotel. God start. God start, som kort efter suppleres af at franske Denis som jeg kort forinden har mødt i lufthavnen i Marshalløerne kommer over og spørger om jeg vil med dem på sightseeing i morgen. Jeg havde egentlig – som vanligt – tænkt mig at leje en motorcykel at drøne rundt. Men Denis, som arbejder som projektleder for et projekt for Verdensbanken, og hans sydafrikanske chef Ian, der med base i Washington DC er chef for hele regionen og deres lokale repræsentant Caroline virker alle super søde, så jeg takker ja til en dags sightseeing med dem i stedet.

En klog beslutning skal det senere vise sig for jeg ser ikke en eneste motorcykel på hele øen og kan derfor ikke finde en jeg kan leje. Det fatter jeg ikke indtil en flink fyr der hedder Perdus Ehsa kommer med den indlysende forklaring: ”Det regner jo hele tiden. Hvem tror du har lyst til at køre rundt her på motorcykel?”.

Med sikker hånd navigerer Caroline den store Toyota Rav firhjulstrækker rundt ad de snørklede veje. På vejen stopper vi og ser hanekamp og volleyball og gamle bilvrag der er vokset sammen med junglen. Vi kommer også forbi tre unge gutter der sidder og banker sten ned på nogle sære rødder de har lagt på en træstub. Med stenene ”maler” de rødderne indtil de får en nærmest hølignende konsistens. ”De laver sakau” forklarer Caroline, ”Når høet er fint nok presser de det sammen med híbiskusfibre for at få saften ud”. Derved produceres en narkotisk drik med lokalbedøvende effekt. ”Sakau svarer lidt til det kava man får i Fiji”, siger Caroline, ”Det er bare meget stærkere”.

Pohnpei er som alle andre øer herude en vulkanø men til forskel fra de fleste andre øer hvor vulkanerne for længst har trukket sig ned under havet, troner vulkanen her på Pohnpei stadig midt på øen. På de bugtende veje rundt om vulkanen tager det halvanden time at køre de omkring 30 kilometer til en af Stillehavets største turistattraktioner (af hvilke der er få): Nan Madol.

Det ville være synd at sige at det myldrer med turister ved ”Stillehavets Venedig” som stedet kaldes. Dem møder vi ingen af. Faktisk har jeg nu været to uger undervejs i Stillehavsregionen og jeg har mødt i alt nul turister, nul backpackere, nul almindelige rejsende. Det ville også være synd at sige at Nan Madol er let tilgængeligt. Til trods for at vi har en lokalt bosiddende chauffør farer vi vild da vi skal finde den korrekte, smalle, umarkerede og jungletilgroede tilkørselsgrussti til stedet. Da vi endelig finder den interimistiske parkeringsplads står en lokal fyr, der siger at han er høvding, og opkræver os hver 4 dollars for at komme ind. Derefter går vi en kilometer gennem mangrovesump på en sti som er tilvejebragt ved udlægning af temmelig skarpe sten. Til sidst skal vi i vand til livet krydse tredive meter havbund med glatte sten og sumpet mudder. Flinke Elter, nattevagten på Yvonnes Guesthouse tilbage i Kolonia har venligst udlånt mig et par klip klapper-sandaler i størrelse cirka 48 til brug for krydsningen. ”Only one hundred dollars pr hour” sagde Elters ven Simon at sandal-lejen skulle koste, mens han grinede over hele fjæset for derved at blotte to manglende tænder i overmunden. Midt i krydsningen hænger den ene sandal selvfølgelig fast i mudderet og forsvinder. Vandet er grumset og det er for dybt til at jeg kan nå bunden med hånden og umuliggøres i øvrigt også af at jeg balancerer i vand til livet med mit kameraudstyr på ryggen, men til sidst får jeg heldigvis gravet sandalen ud med min bare fod. Var man interesseret i at tiltrække lidt flere turister kunne man måske her med fordel bygge en lille bro her.

Nå, men Nan Madol er ud over de lidt vanskelige adgangsforhold ganske imponerende. Man gætter på at det er bygget omkring det 7nde århundrede og det består af omkring 80 kunstige øer ude i havet på hvilke der af tunge heksagonalt udskårne klippe- eller basaltbyggeklodser er konstrueret templer, der trods deres fremskredne alder er rimeligt velbevarede. Sagn fortæller at templerne er konstrueret ved at ”hunanier” okkulte magikere har fået de tunge byggeklodser til at svæve på plads.

Da vi foran et nærliggende vandfald spiser vores medbragte frokost fortæller Caroline at alle surferverdensmestrene har været her for at surfe Palikir Pass. Hun siger også at det er et særdeles farligt sted at surfe når bølgerne bliver rigtig høje fordi de brækker så tæt på revet. ”Der kom en gang to australske hardcore surferbrødre”, fortæller hun, ”den ene væltede af boardet og blev rullet rundt med en sådan kraft at de skarpe koraller skar hans anus op indefra. Bagefter gik der infektion i det. Han var meget tæt på at dø”. En røvsyg død kunne man måske have kaldt det. Rimelig badass kunne også være dækkende. Jeg er her i øvrigt midt i surferhøjsæsonen. Ikke at jeg de knap fire dage jeg befinder mig i Mikronesien møder en eneste surfer af den grund – og Palikir Pass er da også kendt både for at være Stillehavets bedste surfspot og samtidigt et af de mindst besøgte.

Næste dag går jeg en tur i hovedbyen Kolonia. Alle jeg møder på gaden smiler hjerteligt og siger goddag – Mikroneserne er et godt bud på de mest umiddelbart glade, smilende og hilsende mennesker jeg har mødt. Det er overskyet men pludselig bryder solen gennem skyerne. Jeg bakser lidt med at få mine solbriller ud af deres fedtede etui i min lomme. Med fare for at lyde overdrivende så vælter regnen ned allerede i det jeg sætter dem for øjnene. Under 30 sekunder efter at solen kom frem. I løbet af de næste halvanden time regner det ret voldsomt seks gange. Hver gang afbrudt af nærmest øjeblikkelige opklaringer. Det er vildt syret og jeg har aldrig oplevet et så omskifteligt klima før. Jeg begynder at forstå hvorfor her ikke er nogen der kører på motorcykel.

Jeg lusker lidt rundt i beboelsesslumkvartererne i byens udkant og tager et par billeder. Alle smiler hjerteligt og inviterer mig indenfor. Indenfor i små skure og under halvtag. Til trods for at halvnøgne maddamer under det ophængte vasketøj og uden at foretage sig ret meget får tiden – og livet – til at gå.

”Hi chief” siger jeg til en mand jeg tilfældigt møder på gaden. ”Yes” siger han, ”the chief is here” uddyber han og signalerer at jeg skal følge med ham. Uden at være helt med på hvad der foregår går jeg efter ham ind i en nærliggende bebyggelse. Ved en rene og skær misforståelse møder jeg derfor den gode høvding Caleb Gamule. Øen Pohnpei består, fortæller høvdingens assistent, af 11 distrikter (municipalities) og den gode Hr Gamule er åbenbart høvding for det af dem der lyder det mundrette navn Kaping Gamarangi. Vi snakker lidt og ham byder mig på en kop ”sakau”. Drikken kommer fra en almindelig flaske (i modsætning til Fiji hvor den normalt serveres i et kar ved en ceremoni) hvorfra den hældes op i en halv kokosnød. Det smager ikke særligt godt og får – ligesom kava – med det samme mine læber til at blive følelsesløse. Jeg mærker en afslappethed i kroppen og da jeg senere rejser mig op er jeg en smule svimmel men ellers har væsken ikke den vilde effekt. ”Kan du få et billede af høvdingen i avisen hjemme i dit land” spørger assistenten. Jeg siger til dem at jeg kan prøve men hvor flink og gæstfri han end måtte være er det desværre ikke noget jeg kan garantere.

Da jeg kommer hjem til mit hotel møder jeg Elder. ”Elder Tuluak” står der på hans navneskilt. Han er måske 20 år, har melanesiske træk, men taler med stærk amerikansk accent. Han introducerer mig for sine kaukasiske og udtalt amerikanske venner. Den første ven jeg hilser på hedder også Elder. Det gør den næste ven også. Og den næste. Og de tre næste. Jeg trykker hånd med i alt 7 store knægte der hver og en siger de hedder Elder. De har alle sammen nystrøgne hvide skjoret og slips på og navneskilte hvorpå der ganske rigtigt på hver og én står Elder . Over deres skuldre hænger bylter med deres vasketøj. De er alle sammen omtrent på samme alder. Meget mærkeligt firma. ”Vi er missionærer” fortæller Elder Tuluak. ”I dag er det søndag og så er det tid til noget ”r’and’r” siger han. Det tager lidt tid før min hjerne regner ud at det må betyde ”rest and recreation”. ”Vi skal vaske tøj og ud og fiske” fortæller Elder#1.

Først senere går det op for mig – da Perdus Ehsa, manageren fra Sea Breeze restauranten, fortæller mig det. ”De er mormoner” siger han. ”They will try to trick you into believing what they believe” siger han. Jeg har aldrig helt fattet hvorfor. Men jo længere væk jeg kommer fra alfarvej jo oftere møder jeg dem. Jehovas vidner, syvende dags evangelister, mormoner. Kugleskøre missionærer ude på at omvende folk til deres syge tro. Men alle Elderdrengene er nu søde nok.

Mit sidste utraditionelle mikronesiske møde finder sted i lufthavnen i Pohnpei. Her møder jeg Peter M. Christian. På et tidligere fly fra Marshalløerne til Nauru sad jeg ved siden af Marshalløernes udenrigsminister gennem 8 år. Men den gode Peter Christian tager nu alligevel prisen. Han er ingen ringere end Mikronesiens nuværende præsident. Inden han – naturligvis før alle andre – boarder det United Airlines fly vi begge skal med i retning mod Guam taler jeg lidt med ham i lufthavnen. ”Tak fordi du besøger mit land,” siger han ydmygt, ”her har du mit visitkort”. På visitkortet står der blot hans navn samt ”President. Federated States of Micronesia” Der er ingen kontaktinformationer. Jeg giver ham mit private visitkort med min danske hjemmeside. ”Jeg kan bedst lide folks private visitkort” siger han meget sympatisk. Jeg håber han går ind og kigger of følger mig på Facebook, hehe.

That is all for now – beklager det igen blev så langt – husk at tjekke alle billederne inklusiv dem til sidst – der er både et surf-billede (neglet fra nettet), et billede at min tidligere chef fra TDC som jeg helt tilfældigt stødte på i Kolonia og et billede der har været bragt i et vist mandeblad (også neglet fra nettet).

Next stop Palau!

Flere fotos

I dag skal vi høre lidt om Nauru. Om flygtninge der har risikeret livet for at komme hertil. Om storpolitik. Om hunde der trænes til at bide udlændinge. Om dødstraf og den afghanske bagers motorcykel. Og vi skal få svaret på om det lykkes at opstøve den gode Hansolo B.

Men vi starter lige med lidt fast facts:

• Nauru er det land i verden der har flest tilfælde af sukkersyge – eller med andre ord den største koncentration af fede mennesker
• Og ja, Nauru ER et rigtigt land – med fuldt medlemskab i FN.
• Der bor cirka 10.000 mennesker i Nauru. Heraf cirka 1.200 afviste australske flygtninge.
• Nauru blev tidligere kaldt ”Pleasant Island”
• Nauru er på størrelse med Anholt. Den er i modsætning til de fleste andre øer herude ikke ring-formet men er iflg. min guidebog ”Østers-formet” (det manglede da bare).
• Tysk koloniseret ultimo 1800-taller, efter 1. verdenskrig koloniseret af UK/Aus/New Zealand-alliance.
• Besat af Japan under WW2
• Selvstændigt siden 1968
• Omkring 1960/70 havde Nauru en højere gennemsnitlige indkomst pr indbygger end noget andet FN-land i verden(!) Med andre ord var Nauru i slutningen af 1960erne verdens rigeste land.
• Rigdommen stammede fra naturlig fosfatforekomst. Der er forskellige teorier for hvordan dette naturlige fosfat er opstået. En af dem er at fuglelort (fosforsyre og nitrogen) har reageret kemisk med øens koraller og har skabt fosfat.
• Fosfatet er i dag næsten sluppet op og Nauru er nu et af verdens fattigste lande
• Naurus indtægter stammer nu primært fra at drive et flygtningecenter for Australien samt fra bistandshjælp.
• Australien har siden ultimo 2013 (som jeg forstår det) sendt alle de flygtninge de har modtaget til enten Nauru eller Papua Ny Guinea.
• Forholdene i flygtningecentret har fra mange sider været kritiseret.
• Et turistvisum til Nauru koster 50 Australske dollars (AUD). Et journalistvisum koster 8.000 AUD eller 43.000 DKK (!) (og man får ikke pengene igen hvis man bliver afvist). Med andre ord er Naurus regering ikke så glade for folk der kan rapportere om de ting der angiveligt foregår i landets ”Detention Center” som flygtningecenteret kaldes her.
• Der er fly fra Australien, Marshalløerne (en gang om ugen) og Fiji (en gang om ugen). Da vi i 2012 rejste jorden rundt med ungerne og havde Fiji som base i 2 måneder prøvede jeg ganske ihærdigt at komme til Nauru. Dengang var alle fly mellem Fiji og Nauru aflyst i hele perioden pga. uoverensstemmelser mellem landenes regeringer.
• Et kilo løg bragt til Nauru med skib koster 20 danske kroner. Et kilo løg bragt hertil med fragtfly koster 62 kroner. Et kålhoved bragt hertil med fragtfly koster 200 kroner. Der kommer skib med varer cirka hver anden måned. Normalt slipper skibsforsyningerne op efter cirka en måned.
• Naurus regering har valgt at blokere for såvel Facebook som Messenger.

”Er du nogensinde blevet idømt dødstraf uden at blive benådet?”, står der på Naurus visumansøgningsformular. Jeg tænker at det her nok er en fin idé at svare nej. Og funderer lidt over hvem der kan svare ja på det. Kun folk på flugt fra dødsgangen vel sagtens. Omvendt er det vel egentlig rimelig large af Nauru at det åbenbart er helt fint at komme hertil selv om man skulle være så uheldig at være blevet idømt dødstraf, så længe man bare efterfølgende er blevet benådet. Sådan er der så meget.

Der står også at man skal sende røntgenbilleder af ens bryst og blodprøver der viser at man ikke fejler noget smitsomt eller viser at man ikke er i besiddelse af nogle ”seriøse anormaliteter”.

Man skal sende papirerne elektronisk står der. Vedhæftet et pasbillede med ens navn printet bagpå. Det funderer jeg en del over. Man kan jo så meget i Photoshop, men alligevel.

Min gode ven Frode Uhre, som jo er en sej fyr der har besøgt alle verdens lande allerede, havde efter udfyldelsen af disse famøse papirer skrevet jævnligt til immigrationskontoret i Nauru. De gad bare ikke svare. I løbet af et år fik han præcis nul svar. Derefter blev immigrationskontoret flyttet til Brisbane, Australien, hvor tingene gik noget lettere. Da Frodedrengen endelig kom til Nauru gik han ind på det lokale immigrationskontor og spurgte hvorfor de ikke svarede. En fed mand trak blot på skuldrene og grinede af ham.

Lykkelig over at jeg angiveligt selv let kunne få visum i Brisbane skrev jeg forventningsfuld til dem. ”Desværre” skrev en elskværdig gut der hed Trent tilbage. ”Visumkontoret er lige blevet flyttet tilbage til Nauru”. Herligt.

Fra Nauru fik jeg naturligvis ingen svar. Men det gik alligevel alt sammen. Jeg skrev til Trent i Brisbane der eskalerede sagen til chefen for immigrationen i Nauru og vupti så havde jeg pludselig det forjættede ”Visa invitation letter” alligevel.

Nogen husker måske at det var fremme i danske medier i efteråret at 3 danske MF’ere – Johanne Schmidt-Nielsen(E), Jacob Mark(SF) og Naser Khader(K) blev nægtet visum til Nauru (formentlig for de to førstnævntes vedkommende fordi de havde udtalt sig kritisk om flygtningelejren – hvorfor Naser Khader blev afvist er der ingen der ved, muligvis blot fordi manden er muslim). Hele den planlagte udlændingeordførertur til Nauru blev derefter aflyst. Kristian Jensen (V) udtalte da en fra pressen spurgte kritisk ind til hvorfor han ikke gjorde mere for at skaffe de sidste 3 visa: ”Det er svært at kommunikere med et land der ikke tager telefonen”. Jeg forstod præcis hvad han mente.

Mens jeg er i Nauru er der i øvrigt stor international bevågenhed på landet. Donald Trumf har som bekendt netop opsagt frihandelsaftalen med Stillehavslandene herunder Nauru. Netop nu er der som I måske ved stort palaver i alverdens internationale medier om hvad der skal ske med de cirka 1.200 Australske flygtninge som Obama-administrationen har lovet at modtage fra Australien. 1.200 flygtninge som Donald Trumf ikke gider svare på hvad han nu har tænkt sig at gøre med. Halvdelen af disse flygtninge befinder sig her i Nauru (den anden halvdel er i PNG). Og jeg skal hilse fra dem at sige de godt kunne tænke sig at komme væk fra øen og at de synes Donald Trumf er en kæmpe spade.

Det hvide hus pressetalsmand har godt nok udtalt at man honorerer tidligere indgåede aftaler. Men efterfølgende har hr Trumf som jeg forstår det smidt røret på i en samtale med Australiens premierminister og udtalt at ”USA ikke gider at have flere Oklahoma-bombere til landet”. Så hvor den lander er ikke godt at vide.

Flyet fra det tidligere så ustabile Nauru Airlines afgår fra Marshalløerne uden slinger i valsen og en halv time for tidligt. I lufthavnen får jeg hjælp til at ringe efter Mohammed, landets eneste taxachauffør. ”Er du turist?” spørger Mohammed med forundring i stemmen. Han påstår at han kun har haft 4 turister i sin taxa det seneste år ”En af dem var en dansk mand der lavede hjemmesider” fortæller Mohammed. Jeg smiler lidt i skægget og sender tanker hjem til den gode Hr. Stampe (tjek evt. rejselivet .dk)

Mohammed er flygtning fra Mogadishu, Somalia. Hans kone og børn flygtede til Etiopien. Han selv tog fly og to små både i mange dage og endte i Australien. Kun for at blive sendt direkte videre til Nauru. Han har siddet 11 måneder indespærret i flygtningecentret og er nu tildelt flygtningestatus/asyl og er nu en ”fri” mand. Ud over at han aldrig kan forlade Nauru – med mindre han vælger at tage de 13.000USD og det gratis fly den Australske regering tilbyder ham og rejse hjem til Somalia. Du kan læse tre korte interviews med Mohammed og ”Hassan” fra Nauru og Isaac fra Marshalløerne – i en separat fb post lagt op samtidig.

På Nauru er der tre hoteller der alle er temmelig dyre. Der er ingen couchsurfing og ingen airbnb. Jeg har forinden skrevet til alle tre hoteller – kun et af dem – Menen Hotel – har (i løbet af 4 måneder) svaret. Med Mohammed kører jeg først øen rundt og tjekker om de to andre (Capelle Lodge og Od-N Aiwo Hotel) skulle være billigere og have plads, men selvfølgelig melder de begge alt optaget. Jeg har fået at vide at alle hoteller godt kan være fuldt bookede måneder ud i fremtiden i Nauru. Heldigvis har jeg min bookning på Menen hotel (125 AUD pr dag for standard single).

Værelset på Menen hotel er fint og det er et ret fedt hotel. Men der er ikke noget vand i poolen. Jeg har intet mobilsignal. Wifi skal man selvfølgelig betale for og det virker ikke (Jeg indtaster tre gange mine kreditkortoplysninger og trykker ”fortsæt” uden der sker noget og uden at vide om pengene bliver trukket). Airconen drypper inde i værelset og skaber en sø på gulvet. Toilettet kan ikke skylle. Der er arbejdsmænd der larmende renoverer et eller andet på gangen lige uden foran min dør. Der er kun vand nogle timer om dagen. Og hotellet ligger ude midt i ingenting tredive minutters gang fra byen.

”Tag en kæp med og sten i lommen hvis du går ind til byen”, får jeg at vide. Der er vilde hunde på øen. Og som om det ikke var nok er der også en del lokale som ikke bryder sig om udlændinge og derfor træner deres egne hunde til at angribe dem(!) Sådan står der i hvert fald i min bedagede Moon-guide. Hyggeligt. Men bortset fra lidt småproblemer synes jeg nu egentlig der er meget rart at være her i Nauru (meget mere behageligt og civiliseret og skraldeopsamlingen er meget bedre organiseret end f.eks. Kiribati eller Marshalløerne)

En del af de flygtninge der er blevet udsluset fra flygtningecentret arbejder på hotellet. Jeg bliver venner Gul fra Afghanistan. Jeg spørger hvor jeg kan leje en lille motorcykel. ”Det kan man ikke i Nauru,” siger Gul, ”men du kan bare låne min”. Da jeg dagen efter skal bruge den er den selvfølgelig i mellemtiden punkteret. ”Ikke noget problem” siger Gul. Ved siden af hotellet ligger der et lille bageri. Her arbejder 7-8 helt unge afghanske drenge som er Gul’s venner. De taler Hazaragi (en afart af persisk) men forstår heldigvis de par høflighedsfraser jeg kan sige på farsi. På min iPhone viser jeg billeder hvor jeg har min familie med i deres hjemland. Da jeg har gjort det henter Ali Rezi sin lille motorcykel og låner mig den. Han insisterer på at jeg ikke må betale.

De næste to dage suser jeg øen rundt. Det er hurtigt gjort for vejen rundt om øen er kun 18 km lang. Jeg kører også ”Topside” som de lokale kalder øens midte og ser et par fosfatminer.

Selv om jeg har sparet 7.950 australske dollars tænker jeg at nu jeg er taget den lange vej hertil kan jeg ligeså godt også lege at jeg er journalist. Så Østerboy kører naturligvis ad den lange grusvej ind i landet til flygtningelejren, som består af tre camps. Foran Camp 1 står en bister og hærdebred australier og ligner en der har lyst til at bide hovedet af mig fordi jeg tillader mig at komme tøffende på min lillebitte motorcykel og formaste mig op til hans hellige port. ”I am gonna have to ask you to leave now” nærmest råber han ad mig da jeg stiller ham det synes jeg selv relativt uskyldige spørgsmål om hvor mange flygtninge der opholder sig her i Camp 1. Senere finder jeg ud af at Camp 1 kun er en administrations-camp mens alle flygtningene sidder i Camp 2 (med mulighed for udgang) og Camp 3 (ingen udgang). Men selvfølgelig giver mit fedtede lille 50 AUD turistvisum mig hverken rettigheder til at besøge campsene eller stille nysgerrige spørgsmål. Så udover lidt hegn med pigtråd med en masse containerbarakker bag ved er det ikke meget jeg får at se.

Men så er det jo godt at det ikke er forbudt at tale med de flygtninge der allerede har fået asyl. Jeg møder ”Hassan” et hemmeligt sted på øen. Hassans rigtige navn er Østerboy bekendt. Han er fra Bangladesh ligesom en del andre flygtninge her på øen. Mange af de udslusede flygtninge har fortalt mig grumme detaljer om hvad der foregår i flygtningelejrene, men de frygter at miste deres asyl hvis myndighederne i Nauru finder ud af hvem de er og hvad de har sagt. ”Hassan” er ligeglad. Verden skal vide hvad der foregår oppe i det ”Detention Center” siger han. ”Verden skal vide at folk blev tortureret, mens jeg var der. Nogle blev voldtaget. En del blev tæsket. Det var som et fængsel”
.
Nu tvivler jeg lidt på at myndighederne i Nauru læser dette indlæg (hvis de altså kan det når de selv har blokeret for Facebook). Men for en sikkerheds skyld har jeg lige valgt at anonymisere Hassan. Hele interviewet kan læses i separat interview-post her på fb.

Apropos facebook får jeg i øvrigt efter et par dage købt et lokalt simkort med mobildata og får installeret en VPN app som gør at jeg kan bruge både Facebook og Messenger her i Nauru.

Nå, men udover at lege undercover journalist så er jeg som altid svineheldig. Fuldstændig uvidende har jeg købt en flybillet så jeg befinder mig i landet på dets uafhængighedsdag (31. januar). Jeg ser datoen helt tilfældigt i in-flight magasinet på vej ind med flyet. Og bruger dagen før uafhængighedsdagen en halv dag på min lille kværn på at køre rundt og få at vide hvor de forskellige aktiviteter på den nationale helligdag skal foregå.

Uafhængighedsdagen starter med en flagceremoni foran parlamentet og en officiel march hvor brandmænd og politifolk og lokale damer med blomsterkranse i håret går parade. Bagefter kører jeg ned til Gabab Channel hvor fiskerbådene kommer ind med deres fangst. Der er præmier til dagens største tunfisk og dagens største sejlfisk (hedder en ”Marlin” ikke det på dansk?). Om eftermiddagen stimler tilskuere i hobetal sammen i ”Tigers Oval”. Der er ”Traditional Games Festival”. Det starter med et meget underligt spil hvor to hold dyster i en disciplin der angiveligt kun findes her i Nauru. Når det ene hold har serven tager serveren en tung bold på størrelse med en (brun) kokosnød omviklet med fletværk og giver den nærmest en lussing for at fyre den afsted mod modstanderholdet der skal gribe den. Selv mine medtilskuere, der kun er kommet for at se brydning, fatter ikke helt reglerne.

Matroner med lår som bundgarnspæle tropper derefter op for at dyste i tovtrækning. Det er bypigerne fra hovedstaden Yaren mod de bomstærke minepigerne fra ”Topside”. Minepigerne bringer sig foran 1-0 men på uforståelig vis vender de tykke bypiger kampen og vinder samlet 2-1, hvorefter en vinderkvinde med en kropsbygning så firskåren som en flyttekasse i euforisk sejrsdans ruller rundt i tigerovalstøvet. Herrefinalen står også mellem hovedstaden og mineholdet. Minemændene ligner hårdtpumpede sumobrydere og får det næsten til at se for let ud da de udraderer de små bydrenge.

Eftermiddagen slutter med brydning som er Naurus nationalsport. Hele vejen rundt i kanten af tigerens oval holder store biler med kølerne pegende ind mod cirklens midte. På, i og foran bilerne sidder tilskuerne. Da stjernen ”Bronco” kommer ind går tilskuerne bersærk. Samtlige biler dytter insisterende i deres horn. Bronco er vist nok Naurus største sportsstjerne med flere fremtrædende placeringer ved VM i vægtløftning i 62-69 kg klassen. Åbenbart er han også en habil bryder. I hvert fald når han til tilskuernes store tilfredshed frem til finalen. Som han dog akkompagneret af dyttende firhjulstrækkere taber knebent.

Jeg fylder selvfølgelig tanken op på Ali Rizas motorcykel. Jeg ved han vil nægte at tage i mod betaling så i ”handskerummet” under motorcyklens sæde skjuler jeg 20 dollars pr dag for de dage jeg har lånt maskinen, svarende til hvad det kostede mig at leje en motorcykel på Marshalløerne.
Beklager jeg endnu engang har knevret som en rugemor på ferietabletter. Men her er (overraskende) meget at berette fra denne region (hvor jeg troede der ikke skete en skid).

Og til sidst vil nogen måske spørge: fandt du Hansolo B (som jeg havde skrevet med før jeg kom til Menen Hotel, red). Og ja det gjorde jeg da. Og jeg kan afsløre at han hedder som han gør ikke skyldes, at navnet er almindeligt på disse kanter, men at det simpelthen er fordi hans far elskede Star Wars. Desværre må jeg skuffe alle kvinder der måtte overveje at tage herud for at gøre kur til manden med verdens sejeste navn: Hansolo B er til fyre! (Breaking News!)

Flere fotos

People of the Pacific – Mohammed (Somalia), Nauru.

I hele landet Nauru er der kun én taxa. Den kører somaliske Mohammed. I løbet af det sidste år har han kun kørt med 4 turister fortæller han. Det er statsansatte og nødhjælpsarbejdere næsten udelukkende fra Australien der holder Mohammeds taxa kørende.
Jeg fortæller ham at jeg har haft min familie med til hans hjemland. Mohammed smiler. Og fortæller mig sin historie:

Mohammed og hans familie flygtede fra Mogadishu. Hans kone og hans fem børn krydsede grænsen til Etiopien. Mohammed ville gerne til Australien.

”Havde du penge? ” spørger jeg.

”Ja ja” siger Mohammed. ”I Mogadishu var jeg jo businessman. Jeg havde til både flybilletter og menneskesmuglere”.

Jeg tænder for diktafonen i min iPhone for at optage samtalen. Mohammed kigger bekymret på den. Tøvende fortæller han lidt videre, men udelader nu alle kontroversielle detaljer. ”Jeg kan få min røv i klemme”, forklarer Mohammed. Jeg sletter optagelsen med det samme og viser Mohammed at den nu er væk. Mohammed nikker anerkendende og fortæller videre:

Mohammed fløj til Dubai og derfra videre til Kuala Lumpur. Derfra med båd til Indonesien. Fra Indonesien sejlede han fem dage i en lillebitte båd på et meget stort hav. Mohammed viser mig med fagter hvordan opkast drev ned over hans krop. Så snart de kom til Australien blev han arresteret. Og sendt direkte videre til Nauru. Verdens måske mest isolerede land.

Det tog 11 måneder at behandle Mohammeds asylansøgning. 11 måneder hvor Mohammed sad i Naurus ”Detention Center”. ”It is like a prison”, siger Mohammed. ”Når jeg skulle have mad skulle jeg stå i kø. Jeg skulle stå i køen for ”single men” (mænd der er flygtet uden deres familie, red) sammen med 400 andre single mænd. Vi stod i kø næsten hele tiden”

Efter 11 mdr. fik Mohammed godkendt sin ansøgning. Nu har han officielt status af at være flygtning og kan frit færdes rundt på øen. De fleste bliver tildelt flygtningestatus når de først er kommet hertil, fortæller Mohammed. ”Til gengæld kommer der ikke længere migranter til Australien med båd. De har lukket hullet helt nu” fortæller Mohamed.

Mohammed har nu rettigheder som enhver anden flygtning i Australien (ifht. sundhed, uddannelse etc), bortset fra at han kun kan forlade Nauru hvis han tager hjem til Somalia. Han kan altså ikke legalt tage til hverken Australiens fastland eller til et helt andet land som f.eks. Etiopien hvor hans familie er. Vælger han at tage hjem til Somalia får han foræret flybilletten, medicin til rejsen og 13.000 USD.
Men Mohammed har ikke lyst til at tage tilbage til Mogadishu.
Mohammed er fanget i Nauru. Ude midt i Stillehavet. Listen over de ting han ønsker sig af sit liv er lang som en æselpik. Ingen af ønskerne er tæt på at gå i opfyldelse.

”Et kilo løg koster 3 dollar og 70 cents (australske dollar – cirka 20 danske kroner, red),” fortæller Mohammed. Men kun hvis løgene er kommet med skib. Der kommer normalt varer med skib hver anden måned. Løg slipper typisk op efter 3 uger. Når der ikke er mere løg fra skibslasten må man købe løg fragtet ind med fly. Så koster et kilo 11 dollar og 40 cents, siger Mohammed. 62 kroner for et kilo løg.
Hvad tror du et kålhoved fragtet hertil med fly koster spørger Mohammed. Han slår ud med armene og smiler sit melankolske smil. ”38 dollar! For one cabbage!” siger Mohammed. 200 kroner for et kålhoved.

”Der er mange flygtninge der ikke har sovet godt de sidste par dage” fortæller Mohammed. Der er fremskredne forhandlinger mellem USA og Australien om at udveksle asylansøgere. Det kan være Mohammeds billet ud af Nauru og ind i USA. ”Men Trump opsagde alle aftaler i fredags”, siger Mohammed bedrøvet.
———————————————————————————-

People of the Pacific – Isaac, Marshalløerne

”Det var altid mig hun var tæt med da hun var lille,” siger Isaac. ”Det er mærkeligt det kunne ende sådan”.

Jeg møder missionæren Isaac i den lokale ”Flame Tree”-bar der støder til mit hotel. Isaac er en rolig og rar fyr på 59 år.
Isaac har tre børn. En datter på 29 der bor i Texas. En søn på 25 der også bor i USA. Og en datter på 24 der, som led i et amerikansk betalt hjælpeprogram, studerer i Fiji.

Som kompensation for atomprøvespringningerne på Marshalløerne i 40erne og 50erne er der lavet aftaler mellem USA og Marshalløerne der den dag i dag sikrer at der er uhyre let at emigrere, typisk til Amerika for at studere eller arbejde.

En beskeden kompensation kan man mene for bomber der voldsomt forurenede flere øer radioaktivt, drev folk i landflygtighed i op i mod 50 år(!) og gjorde mange mennesker alvorligt syge. (Enkelte øer er gjort ubeboelige i 300 år, men de var ikke forinden beboede).
Sådanne emigrationsprogrammer har alle Isaacs børn benyttet. De to ældste er taget til USA. Begge fik de job i US Army. Datteren blev sendt til Irak. ”Men da hun kom hjem var hun ikke rask oveni hovedet”, siger Isaac.

Isaacs datter ringede selv efter ambulancen. Hendes datter trak ikke vejret. Da ambulancen kom var Isaacs barnebarn næsten dødt. Isaacs datter havde tæsket hende. Da hun endelig holdt op var det næsten for sent.

Isaac er ikke helt sikker men han tror hans datter skal sidde i fængsel i omkring 16 år. Om dagen må hun godt gå ud af fængslet for at arbejde.

Hun må aldrig mere se sin datter.

Isaac og hans kone fløj til USA. ”Advokaterne derovre koster mindst 100 dollars i timen,” siger Isaac. ”Så det var ret vigtigt at vi selv fandt ud af tingene med svigerfamilien”. Men han brød sig ikke om dem. Og han stolede ikke på dem. Til sidst blev de enige om et forlig.
Isaac måtte tage sit barnebarn, som ikke var svigersønnens biologiske barn, men stammede fra et af datterens tidligere forhold, med sig til Marshalløerne. Svigersønnen slap til gengæld for at skulle betale børnepenge. Og fik fuld forældremyndighed og alle rettigheder over parrets fælles søn.

Isaacs barnebarn var for syg til at flyve. Hendes hjerne havde taget skade. ”Vi vidste ikke engang om hun ville overleve,” siger Isaac underligt afklaret.

Næste gang Isaac og hans kone fløj til USA havde hans barnebarn heldigvis fået det meget bedre.

I dag er hun 8 år gammel. Hun går i skole i Majuro, hovedstaden på Marshalløerne. Hun er kommet sig og lever i dag et så godt som normalt liv.

”Jeg er bare en gammel mand” siger Isaac. Min kone og jeg havde bare lyst til at leve et roligt liv. Pludselig havde vi igen et barn. Men jeg kunne ikke lade hende vokse op med en mand jeg ikke stolede på og som ikke engang var hendes rigtige far. Det er bedst sådan her.

”Og det vigtigste er at hun har det godt. Vi skal nok klare os.”
———————————————————————————

People of the Pacific – ”Hassan” (Bangladesh), Nauru.

Hassans far er tilknyttet det politiske parti BNP i Bangladesh. ”Efter BNP tabte valget i Bangladesh,” fortæller Hassan ”har den siddende regering i Bangladesh myrdet politiske modstandere, skudt og dræbt demonstranter og udstedt arrestordrer mod et hav af BNP folk og deres familier. Heriblandt mig og min familie.”

Resten af Hassans familie lever nu under falske identiteter i landflygtighed i en bjergegn i Bangladesh.

Arrestordren mod Hassan selv blev udstedt imens han studerede i et andet sydøstasiatisk land. Så hvis Hassan ville hjem uden at blive arresteret skulle han krydse illegalt ind i Bangladesh og som sin familie måtte han derefter leve under falsk identitet.

Hassan besluttede i stedet at tage til Australien. For at få et bedre liv. Han betalte en menneskesmugler for at blive sejlet fra Indonesien til Juleøen, som er australsk territorie. Det var en hård tur med en lille fiskerbåd. I tre dage sad Hassan klemt fast som en som en rickshaw i Dhakas myldretid. I slutningen af 2013 nåede den lille båd frem til Juleøen. Han blev øjeblikkeligt arresteret af de australske myndigheder.

Hvad Hassan ikke vidste var at i slutningen af 2013 ændrede Australien regler for opbevaring af asylansøgere. Frem til denne dato var flygtningene blevet flyttet til Australien. Nu vedtog den australske regering at flygtningene skulle fordeles mellem Papua New Guinea og Nauru. Dem der var nået at komme under de gamle regler fik lov at komme til Australien. Det nåede Hassan ikke. Han blev sendt til Nauru.

”Verden skal vide at folk blev tortureret, mens jeg var i flygtningecentret,” siger Hassan, ”Nogle blev voldtaget. En del blev tæsket. Det var som et fængsel”. Efter mere end et år fik Hassan asyl. Nu har Hassan fået job et sted på øen. Et job han er vildt overkvalificeret til. Der er en liste flygtningene kan skrive sig på. Står dit navn på listen og går udvekslingsaftalen, som der pt. forhandles med amerikanerne om, igennem, og bliver du en af de udvalgte, får du en billet ud fra denne dødssyge ø – og kommer sandsynligvis til USA.

Men Hassan har ikke skrevet sit navn på listen. ”My gut feeling says me it´s not gonna happen” siger Hassan. Jeg kan ikke helt følge ham. Han kunne da i det mindste – som alle andre flygtninge jeg taler med på øen – gøre forsøget.

”Du fatter ikke hvor klamme de lokale her er,” siger Hassan og viser mig en video med en stor fed mand der på utrolig hulemandsagtig vis æder en stor slimet, rå fisk. Jeg må medgive at det ser en kende dyrisk ud. ”Ikke alene er de fede alle sammen. De lugter også. De rydder ikke op. De vasker sig ikke. Og de spiser ulækker mad siger Hassan.”

”Jeg savner byen. Jeg savner byens lys. Jeg må finde en vej væk fra denne ø”
———————————————————————

Dag 4-6 Marshalløerne – Bordellet med de gennemsigtige vægge

Jeg skriver dette klokken tre om natten. En let tropestorm der får det til at regne ind på mit værelse gennem det åbne vindue og den dunkende bas fra ”Flame Tree”-baren ikke langt fra mit værelse har vækket mig. Det og så fornemmelsen i kroppen af at der er noget der ikke passer. Det er 60 timer siden jeg forlod Danmark. I løbet af disse 60 timer har jeg rejst i de 40 og krydset 11 tidszoner. Jeg er helt smadret. Jeg har brug for at sove et døgn. Men jeg har kun sovet 3 en halv time. Nu er min krop vågen. Den tror, at det er dag.

Her til aften er jeg ankommet til Marshalløerne. Marshalløerne er verdens vistnok tredjemindst besøgte land. Kun undergået af landene Tuvalu og Nauru. Sidstnævnte er på programmet efter Marshalløerne hvor jeg er nu.

Marshalløerne er mest er kendt for amerikanernes atomprøvesprængninger på bl.a. Bikiniøerne. Herunder hydrogenbomben ”Bravo” der med en sprængkraft svarende til 1.200 Hiroshima-bomber blæste mere end 3 cm hvidt radioaktivt ”støv” ned over Rongelap atollen forårsagende ganske omfattende skader på lokalbefolkningen. 27 år senere kom det frem at amerikanerne havde kendt til både vindretningen og øens beliggenhed og altså simpelthen ønskede at teste effekten af hydrogenbomber på mennesker.

Det ville være synd at sige at det er let at komme til Marshalløerne. Der er ét fly om ugen fra Nauru (verdens mindst besøgte land). Og så er der ”bussen” som jeg tog. United Airlines-”bussen”, der stopper oftere end linje 5A på Nørrebrogade.

Luft-”bussen” (se kort) som jeg var med – efter jeg henover natten var fløjet fra Manila – starter i amerikanske Guam. Første stop er Chuuk en ø i landet Mikronesien (Mikronesien er både et land og betegnelse for hele regionen bestående af mange af landene herude). Derfra videre til to andre stop i landet Mikronesien: hovedøen Pohnpei og den mindre ø Kosrae. Derfra videre til øen Kwajalein, der er en del af Marshalløerne og til sidst efter omkring 21 timers transport fra Manila ankom jeg endelig til Majuro, Marshalløernes hovedø hvor jeg en smule træt i bøtten stod af. Derfra flyver United videre til Honolulu og LAX.

Bussen går to gange om ugen i begge retninger og United har monopol på ruten så de tager sig ganske godt betalt. Jeg bad til at min afgang ikke blev aflyst for blev den det var der 3-4 dage til det næste fly og så ville hele Østerboys snedige Pacific Tour blive skyllet ud i Stillehavet.

Dagen startede sådan her:

”Dit ESTA er afvist” siger den flinke og kuglerunde mand i immigrationen i Guam. Jeg viser ham i stedet mit amerikanske visum. ”Men hvorfor har du visum?”. ”Fordi jeg har været i Irak” svarer jeg. ”Nå”, siger han. ”Men hvorfor har du to visa til USA?”. ”Fordi den amerikanske ambassade fedtede rundt i det og lavede mig både et transit og et turistvisum”. ”Det lyder mærkeligt” svarer den trinde, rare mand hvorefter han stempler mit pas. Jeg ånder lettet op. Mit stillehavseventyr kan begynde.

Min første sidemand i ”bussen” er Erwin som er på vej hjem til Chuuk. Han er pensioneret selv om han ikke ser særlig gammel ud. Han snakker et sjovt syngende engelsk. Han bor på en lille ø 3-4 timers sejlads fra Chuuks hovedø fortæller han. Han har sejlet containerskibe det meste af sit liv. Mest til Japan og Korea.

I Pohnpei overtager og eftertrykkeligt udfylder Yiatha hans sæde. Det lyder som om hun hedder ”Ida” eller ”Itha” men på indrejseformularen hun skal udfylde kan jeg se hun skriver ”Yiatha” jeg gætter på at hun er midt i tyverne. Trods sin unge alder er hun svær som en bryggerhest. Hun er sygeplejerske og arbejder i Majuro, Marshalløernes hovedø. ”Maaar-ju-ro”, som hun siger. Hendes ansigt er lige så sammensnøret som toppen af en tobakspung. Hendes øjne, næse og mund sidder nærmest klos op ad hinanden i hendes ualmideligt
fede ansigt. ”Hvor mange mennesker bor der på Majuro-øen?”, spørger jeg hende. ”150.000” siger Yitha med overbevisning i stemmen. Hvor mange bor der så i hele Marshalløerne. ”300.000” siger hun. Det undrer mig lidt for i min godt nok efterhånden antikvariske guidebog står der at landets befolkning udgør 60.000 mennesker. Omvendt er min Moon guide (hvis slogan er ”The cure for the common trip”) fra 2003 og jeg har læst at Marshalløerne er det sted i hele verden der har den største befolkningstilvækst. Alligevel tvivler jeg noget på sandhedsværdien i min tykke venindes udsagn.

Min taxachauffør fra lufthavnen i Majuro hedder Joe. Jeg spørger ham hvor mange mennesker der bor på Majuro-øen. ”15.000” siger Joe med overbevisning i stemmen.

Vi kører gennem natten. På en smal stribe land ude midt i Stillehavet. Majuro er en af verdens største atoller. En atol er cirkelformede, sammensatte koraløer der er opstået fordi koraller har vokset på siderne af en vulkan. Efter vulkanen med tiden har trukket sig ned under vandet har den efterladt en cirkelformet atol med en lagune i midten. Lagunens vand er typisk mere grønligt – da det ikke er så dybt – end det omkringliggende mere blålige hav.

Turen fra lufthavnen til ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel” (det hedder det sgu) tager 35 minutter. 35 minutter langs en smal halvcirkel med vand på begge sider. Ude midt i ingenting. Så langt fra Danmark som man kan komme.

Joe har to snart voksne børn fortæller han mig. ”De er gode børn” siger han. ”De drikker ikke og de ved hvad de vil med deres liv.” Jeg skal snart finde ud af at man ikke kan sige det samme om flertallet af deres landsmænd.

Walden er fuld som en høne. Sammen med Danny har han tjansen som nattereceptionist på ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel”. Normalt koster et singleværelse på et hotel her ude i regionen Mikronesien fra omkring 80 USD pr nat. På Flame Tree koster det under det halve. På Tripadvisor har en eller anden der har været tosset nok til at bo her skrevet at de spiller høj musik hele natten, at stedet også fungerer som bordel og at de lokale tit kommer op at slås. Se det synes jeg jo lyder spændende.

Flame Tree baren består af to store højloftede barlokaler og en kæmpe veranda med høje stole og en svalende brise. I det ene barlokale flokkes mikronesermænd mange med rastastil om de mange billardborde. Oppe under det høje loft hænger der et sydstatsflag. Det ligner en setting fra en gusten film. Samtlige øjne er rettet imod mig da jeg træder ind. Jeg passer ligeså godt ind som en saddel passer på en gris. Ret hurtigt kommer der tre meget tykke damer hen og spørger om jeg giver en øl.

På døren ind mod hostellet hænger en plakat der advarer mod farerne ved leverbetændelse. (Dagen efter ser jeg i avisen at Marshalløerne er erklæret i undtagelsestilstand grundet zika-virus og et større udbrud af Hepatitis-A.)

Det første rum jeg får at se er 2×2 meter med en sølet, uredt seng der fylder hele rummet. Der er ikke noget vindue og airconen virker ikke, så der er kogende varmt da al luftgennemstrømning er sat på pause. Toilettet er vældig gammelt men ikke vældigt rent. Til gengæld har rummet vægge hvilket jeg snart skal erfare kan være en fordel. Det koster 40 dollar pr nat siger Walden og udstøder et lille hik.

Det næste rum jeg får at se ligger i ”backpackerafdelingen”. Det minder lidt om Khao San Road i Bangkok i midthalvfemserne (ligner lidt de papvægsværelser der er med i starten af filmen ”the Beach” hvis nogen kan huske dem). Der er ti værelser. De er alle sammen ubeboede. Jeg funderer lidt over hvornår her sidst har været en backpacker. Ikke et eneste af værelserne er gjort rent til trods for at klokken er 9 om aftenen. Walden går i gang med kost og spand mens Danny henter en enorm bøtte fyldt med nøgler.

Mit værelse til 20 dollars består af en enkeltseng, en gulvventilator, en bordlampe der står på gulvet og et askebæger helt fyldt med skodder. Og 4 vægge. Eller det vil sige fire halve vægge for den øverste og nederste fjerdedel er erstattet af tremmer. Hvilket i og for sig er smart nok fordi det sikrer luftgennemstrømning så her er mindre varmt end i den ”dyre” afdeling. Ulempen er så helt åbenlyst at man kan glo lige ind i naboværelset. Jeg tænker at med mindre luderne har et ganske liberalt forhold til at andre kigger med er denne afdeling måske rent faktisk forbeholdt backpackere. Og til trods for jeg faktisk ikke er i besiddelse af en rygsæk (jeg rejser kun med lille håndbagagerullekuffert på denne tur) takker jeg ja til det utroligt dejlige rum med både seng og – til dels – vægge.

Danny er en forsagt type. Han virker en smule som en indavlet øboer. Han vokser dog lidt ved nærmere bekendtskab. Måske er han bare cool. Måske er han bare ligeglad. Hurtig er han i hvert fald ikke. Men god nok. Tror jeg. Efter omkring et kvarter lykkes det ham endelig at finde de nøgler jeg skal have fra den store bøtte. Der er låse alle vegne. Der er lås mellem Flame Tree baren og gangen. Mellem gangen og ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel”. Der er lås mellem den dyre og den billige afdeling. Og der er lås ind mod mit værelse.

Nærmest så snart jeg har sat mig ned på sengen kommer Walden løbende. ”Der er kommet en kvinde, som skal have dit rum!” siger Walden. Hvorfor hun ikke bare kan få et af de andre 9 rum fremgår ikke helt soleklart. (Mit gæt er at de flove over at kvinden skal se at de heller ikke er gjort rene.) Men det passer mig fint for hjørnerummet jeg nu bliver anvist viser sig at have både et lille bord hvor jeg kan sidde og skrive og to vinduer så jeg kan generere gennemtræk hvilket er en god ting i en klam tredivegraders tropenat.

”Jeg ved det ikke rigtigt”, siger Walden, da jeg mens han gør endnu et værelse rent spørger hvor mange børn han har. ”Måske 6”. Den ene bor i USA med en amerikansk kone og deres fælles barn, så meget ved han da. ”I Washington”, fortæller han. ”Hvad laver han?”. Walden trækker på skuldrene: ”Jeg tror han er arbejdsmand”. Hvad laver hans kone? ”Måske går hun derhjemme”, siger Walden. Han har åbenbart også en datter i Hawaii. Jeg finder senere ud af at Waldens kone er taget over til datteren i Hawaii. Så nu er Walden alene. ”Det er derfor han drikker så meget”, siger Danny.

”Du må ikke have damer med på værelset”, siger Danny. Det tror jeg godt lige jeg kan efterleve informerer jeg ham om. Forbuddet undrer mig dog lidt såfremt det altså er korrekt at stedet også er et bordel. Senere ser jeg dog et skilt ude i receptionen der bekendtgør at gæster på værelserne koster 10 dollars ekstra, så jeg antager at det med ekstra gæster alene er et kommercielt anliggende.

Kvinden der skal have mit rum viser sig at være en meget lille og meget ung og meget hvid japansk pige. Hun studerer antropologi og skal være her i en måned. ”Det er godt det ikke er mig der skal være her en måned” tænker jeg. ”Jeg kan godt lide huse”, siger hun, ”Og mennesker”. Som en del af studiet vil hun gerne skrive en opgave om ”huse og mennesker”. Denne aften indbefatter hendes antropologistudier dog kun en tunsteak som hun fortærer alene. (I al den tid jeg er i landet ser jeg hende ikke tale med andre mennesker). Senere den første aften informerer hun dog om at der ikke er noget vand på det fælles badeværelse vi deler i den billige afdeling.

Hvis jeg står på min stol kan jeg kigge ind i rummet til den japanske pige – selv om der er et rum der adskiller i mellem. Hvis jeg sætter mig op i den øverste køje på min køjeseng kan jeg se ind i de næste 4 værelser. Bordlampen – rummets eneste lyskilde – kan kun slukkes ved at hive stikket ud af kontakten, så det slår gnister. Min ventilator som kører på overdrive mangler fronten. Jeg er bange for at den kan hakke min finger af hvis jeg om natten glemmer at den kører og halvt i søvne rækker ud efter et eller andet. Jeg stiller mine sko og en bunke tøj foran den så jeg i det mindste ikke kommer til at gå ind i dens faretruende roterende klinge hvis jeg skal på lokum om natten.

Jeg går tilbage til baren. Oysterboy bestiller Beef Oystersauce til 7 dollars. Det er mørkt på balkonen. De tykke piger kaster lange blikke. Det er så mørkt at jeg ikke kan se hvad jeg putter i munden. Det knaser mellem tænderne når jeg en gang imellem bider i hvad jeg formoder er en lille smule sand. Jeg fotograferer rastafyre og tykke damer i baren. Ved høj ISO og uden blitz. Julio Cæsar (cool navn historien taget i betragtning) fra El Salvador kommer og spørger hvorfor jeg tager billeder af ham. Jeg tester bare kameraet siger jeg i ikke fuld overensstemmelse med sandheden. De nedringede damer kigger fortsat nysgerrigt på mig. Jeg taler spansk med Julio Cæsar. Men kommer hele tiden til at bruge franske ord i stedet for spanske. Jeg er træt. Til trods for at vi slår over i engelsk lykkes det mig aldrig helt at forstå hvordan han er kommet hertil helt fra El Salvador. Andet end at det er fordi han er helikoptermekaniker.

”Min ven derovre er helikopterpilot”. Siger Julio Cæsar. ”Han er fra Korea. Normalt er mænd fra Korea meget korrekte siger Julius Cæsar. Det er ham der ikke. Han kan godt lidt at drikke og have det sjovt. Og han kan godt lide meget små piger.” ”Hvor gamle”, spørger jeg. ”Ikke over 15”, svarer han.
Jeg tænker at hvis jeg bliver hængende kan det være jeg får tilbudt en gratis helikoptertur. Men jeg har ikke lyst til at min debut med en helikopter skal være med formentlig ældgammel helikopter opereret af en pædofil pilot. Så jeg siger til Julio Cæsar at jeg har rejst langt og vil gå til ro.

Jeg ved ikke hvad det er med disse mærkelige lande hvor der ikke kommer nogle turister. Men jeg kan godt lide dem. Jeg synes de er spændende. Jeg har været her i 8 timer og har allerede skrevet fire sider. ”Hvad kan man lave ude på de der mærkelige øer” er jeg blevet spurgt om omkring 1.000 gange. ”Jeg ved det ikke” svarede jeg. For hvordan forklarer man at det jeg skulle lave var det her. Jeg skulle tale med folk, bo på et bordel, undgå en pædofil helikopterpilot, fotografere rastamænd, spise beef med oyster-sauce med en lille smule sand. Jeg skulle fotografere billardspillende rastmænd og møde Erwin, Yitha, Joe, Danny, Walden, den japanske antropolog der sad alene i hjørnet og Julio Cæsar.

Senere skal jeg også møde Isaac og høre hans sørgelige historie.

Og i morgen skal jeg vel også se landet. Selv om det ikke altid er det vigtigste. Og forhåbentlig leje en motorcykel. Og køre de 40 kilometer til landets ene ende der hedder Laura. Og til den anden ende der hedder Rita.
Regnen er nu let og jeg kan endelig igen åbne mine vinduer og lufte ud i den kvælende hede nat. Klokken er nu niogtyve minutter over fire, selv om jeg egentlig havde besluttet max at skrive en time. Diskoteket er stoppet med at spille og både luderne og de andre tykke flirtende unge piger og deres rastmænd nede i gården er gået hjem. Min krop tror, at det er midt på dagen. Jeg må tvinge den til at sove nu. Jeg må tvinge mig selv til at holde op med at skrive.

Flere fotos

Manila – dag 1-3 (25 – 27 JAN 2017)

Det regner i Manila. Fin vedvarende støvregn. Fra tagterrassen i 6. sals højde glor jeg ud over Malate bydelen i det centrale Manila. I det fjerne kan jeg se et kors på toppen af en kirke, et hotel med swimmingpool på taget og et falmet gult skilt der reklamerer for Western Union Money transfer. Bag byens tage skimter jeg Stillehavet. Stillehavet, hvor jeg snart skal ud. Jeg skal flyve langt og længe og er lidt spændt på om det hele lykkes. Jeg håber at jeg – midt i nat – får lov at passere det amerikanske territorium Guam, hvortil jeg flyver om lidt. Og jeg håber der ikke går noget galt undervejs på min færd der allerede i løbet af de næste 28 timer indeholder ikke mindre end 5 mellemlandinger.

På den anden side af Adriatico-gaden saver og hamrer svedige arbejdsmænd ved siden af et åbent korrugeret halvtag. Under taget er et interimistisk gadekøkken med mintgrønne platikkstole og -borde. Nu tiltager regnen til en kraftig troperegn og de svedige mænd får pludselig travlt med at få deres værktøj ind i tørvejr. Nede på gadekøkkenet kunne jeg sikkert spise de samme risnudler med kylling og grønt for det halve af de 18 kroner jeg giver her på tagterrassen over Wanderers Guesthouse, hvor jeg til gengæld er omgivet af hippie-backpackere i tanktops der drikker bananashakes og kigger ned på deres telefoner.

Turen til Manila forløb sådan her: Jeg spiste mad og drak øl i SAS loungen. Jeg spiste mad og drak øl på flyet til Istanbul. Jeg spiste mad og drak øl i Turkish loungen i Istanbul. Jeg spiste mad og drak øl i flyet til Manila. Jeg sov 5-6 timer på tre sæder nede bagi. Og spiste mad og drak juice. Alt for let. Sådan håber jeg det bliver ved.

Egentlig havde jeg købt en flybillet til Hong Kong. Retur for 500 kroner og 18.000 Eurobonus point (cirka det halve antal point af hvad en tur til f.eks. Paris normalt koster) på slagtilbud hos SAS. Men når billetterne mellem Hong Kong og Manila kom oveni og de ekstra feriedage der krævede blev indregnet kunne det alligevel ikke svare sig. Så jeg afbestilte billetten og fik penge og point retur. Det kan man indtil dagen før når man flyver med SAS. Det er en underlig verden vi lever i når man kan købe en flybillet retur til Hong Kong for 500 kroner og afbestille den igen med et dags varsel, når den alligevel ikke er god nok.

Det klarer nu langsomt op over Malate. Udborede knallerter, gamle cykeltaxaer med sidevogne og en stor firkantet fillippinerbus der ligner en krydsning mellem en pimpet amerikansk skolebus fra 1950erne og en forvokset dåse sardiner med kraftige riller kører forbi i gaden under mig. Foran på bussen står der ved siden af et billede af Jesus ”Black Nazarene” med kæmpestore bogstaver.

Jeg spekulerer over om jeg får problemer med Guam. United Airlines har da jeg forsøgte at checke ind online tidligere i dag oplyst mig at ”der er forhold der gør at jeg skal tjekke ind personligt”. Jeg ved godt hvorfor. Mit ESTA som man naturligvis skal have selv om man kun er i transit i amerikansk territorium som Guam blev afvist. Fordi jeg siden 2011 har været i lande som Amerika synes er farlige.
Så jeg har været en dejlig tur på den amerikanske ambassade på Østerbro og sikret mig et visum. Det var næsten alt for let. Man skulle bare udfylde en masse formularer på nettet. I den ene af dem spurgte de hvilke lande har du besøgt i løbet af de sidste 5 år. Svaret foregik via en drop down menu hvor man kun kunne vælge et land af gangen. Den del alene tog to timer. Så skulle jeg angive ”hvad min familie i Amerika hedder” samt alle de uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser jeg i mit liv har arbejdet på med adresser og kontaktoplysninger. Und so weiter. I et andet system skulle man betale 1100 kroner (uanset om man fik visum eller ej). I et tredje system skulle man bestille tid. Tidligst om tre uger. En dato der så selvfølgelig blev flyttet (af ambassaden) fordi jeg havde fået bestilt tid lige samtidig med at en vis Hr Trumf holdt sin sejrstale. Da dagen kom måtte man godt have lov til at stå i kø ude på gaden i en lille time i 5 graders frost selv om man forinden havde bestilt tid. Efter security tjek som var dobbelt så grundigt som ude i lufthavnen måtte man godt have lov til at stå i næsten en time mere i en manuel kø selv om man havde trukket et ret så digitalt nummer (her var ens mobil/PC naturligvis frataget en så havde man ikke medbragt en bog havde man mulighed for at kede sig lidt). Så skulle man diskutere lidt med en dame der synes jeg kun skulle have transitvisum (når jeg nu kun skulle være i transit). Selve interviewet tog til gengæld under et minut hvor cirka det eneste jeg sagde var ”I would like to visit every country in the world”. Og en uge senere fik jeg faktisk både et transit- og et turistvisum. Og nu håber jeg den flinke dame i check in skranken hos United Airlines lader mig boarde flyet ind og ud af Guam, selv om jeg i mit pas har et visum, hvilket hun jo nok godt kan regne ud betyder at jeg har tilladt mig at besøge nogle af denne verdens ifølge amerikanerne skumle lande.

Dem der stadig læser med i denne som sædvanlig alt for lange post undrer sig måske over at jeg skriver på dansk. Jeg skriver på dansk fordi jeg har snydt. Hehe. Og jaja jeg ved godt at jeg selv har lavet en ny engelsk hjemmeside & facebookside og ih hvor er det dejligt og ih hvor jeg sagde at jeg ville skrive der. Svindel og humbug. For jeg kan jo egentlig bedst lide at skrive på vores dejlige modersmål (og jeg synes det er en lille smule svært at skrive på engelsk). Så nu bliver det dansk her på siden med engelske oversættelser/recaps på den anden side. Hehe. Men please like alligevel / lad være med at unlike den anden side..

Jeg ved også godt at den nye side har et lidt liret navn. Men nu er det sådan at jeg i løbet af det sidste år er blevet venner med / har interviewet tre ret seje rejsekarle (læs interviewene her: Interviews med Henrik Travel, OnceUponaSaga and Onestep4ward) som hver har deres egen engelske sider og de tre har i gennemsnit – siger og skriver – i alt ca. 100.000 følgere hver på de sociale medier. Det betyder at de får billige eller gratis overnatninger og det kunne Østerboy jo også godt tænke sig. Så derfor bryggede jeg lige et site sammen med et navn der forhåbentlig kan appellere til såvel Trumf som Hallarious tilhængere på den anden side af dammen. Og jeg mangler nu kun lidt over 99.000 følgere for at nå op på siden af den andre.. (så venligt like røven ud af bukserne og pls don’t stop following..).

Med venlig hilsen fra Manila hvor solen nu bryder langsomt gennem skyerne.

Østerboy – soon going Pacific.

PS tjek et par Manila-skud og et enkelt Turkish lounge billede.