People of the Pacific – Mohammed (Somalia), Nauru.
I hele landet Nauru er der kun én taxa. Den kører somaliske Mohammed. I løbet af det sidste år har han kun kørt med 4 turister fortæller han. Det er statsansatte og nødhjælpsarbejdere næsten udelukkende fra Australien der holder Mohammeds taxa kørende.
Jeg fortæller ham at jeg har haft min familie med til hans hjemland. Mohammed smiler. Og fortæller mig sin historie:
Mohammed og hans familie flygtede fra Mogadishu. Hans kone og hans fem børn krydsede grænsen til Etiopien. Mohammed ville gerne til Australien.
”Havde du penge? ” spørger jeg.
”Ja ja” siger Mohammed. ”I Mogadishu var jeg jo businessman. Jeg havde til både flybilletter og menneskesmuglere”.
Jeg tænder for diktafonen i min iPhone for at optage samtalen. Mohammed kigger bekymret på den. Tøvende fortæller han lidt videre, men udelader nu alle kontroversielle detaljer. ”Jeg kan få min røv i klemme”, forklarer Mohammed. Jeg sletter optagelsen med det samme og viser Mohammed at den nu er væk. Mohammed nikker anerkendende og fortæller videre:
Mohammed fløj til Dubai og derfra videre til Kuala Lumpur. Derfra med båd til Indonesien. Fra Indonesien sejlede han fem dage i en lillebitte båd på et meget stort hav. Mohammed viser mig med fagter hvordan opkast drev ned over hans krop. Så snart de kom til Australien blev han arresteret. Og sendt direkte videre til Nauru. Verdens måske mest isolerede land.
Det tog 11 måneder at behandle Mohammeds asylansøgning. 11 måneder hvor Mohammed sad i Naurus ”Detention Center”. ”It is like a prison”, siger Mohammed. ”Når jeg skulle have mad skulle jeg stå i kø. Jeg skulle stå i køen for ”single men” (mænd der er flygtet uden deres familie, red) sammen med 400 andre single mænd. Vi stod i kø næsten hele tiden”
Efter 11 mdr. fik Mohammed godkendt sin ansøgning. Nu har han officielt status af at være flygtning og kan frit færdes rundt på øen. De fleste bliver tildelt flygtningestatus når de først er kommet hertil, fortæller Mohammed. ”Til gengæld kommer der ikke længere migranter til Australien med båd. De har lukket hullet helt nu” fortæller Mohamed.
Mohammed har nu rettigheder som enhver anden flygtning i Australien (ifht. sundhed, uddannelse etc), bortset fra at han kun kan forlade Nauru hvis han tager hjem til Somalia. Han kan altså ikke legalt tage til hverken Australiens fastland eller til et helt andet land som f.eks. Etiopien hvor hans familie er. Vælger han at tage hjem til Somalia får han foræret flybilletten, medicin til rejsen og 13.000 USD.
Men Mohammed har ikke lyst til at tage tilbage til Mogadishu.
Mohammed er fanget i Nauru. Ude midt i Stillehavet. Listen over de ting han ønsker sig af sit liv er lang som en æselpik. Ingen af ønskerne er tæt på at gå i opfyldelse.
”Et kilo løg koster 3 dollar og 70 cents (australske dollar – cirka 20 danske kroner, red),” fortæller Mohammed. Men kun hvis løgene er kommet med skib. Der kommer normalt varer med skib hver anden måned. Løg slipper typisk op efter 3 uger. Når der ikke er mere løg fra skibslasten må man købe løg fragtet ind med fly. Så koster et kilo 11 dollar og 40 cents, siger Mohammed. 62 kroner for et kilo løg.
Hvad tror du et kålhoved fragtet hertil med fly koster spørger Mohammed. Han slår ud med armene og smiler sit melankolske smil. ”38 dollar! For one cabbage!” siger Mohammed. 200 kroner for et kålhoved.
”Der er mange flygtninge der ikke har sovet godt de sidste par dage” fortæller Mohammed. Der er fremskredne forhandlinger mellem USA og Australien om at udveksle asylansøgere. Det kan være Mohammeds billet ud af Nauru og ind i USA. ”Men Trump opsagde alle aftaler i fredags”, siger Mohammed bedrøvet.
———————————————————————————-
People of the Pacific – Isaac, Marshalløerne
”Det var altid mig hun var tæt med da hun var lille,” siger Isaac. ”Det er mærkeligt det kunne ende sådan”.
Jeg møder missionæren Isaac i den lokale ”Flame Tree”-bar der støder til mit hotel. Isaac er en rolig og rar fyr på 59 år.
Isaac har tre børn. En datter på 29 der bor i Texas. En søn på 25 der også bor i USA. Og en datter på 24 der, som led i et amerikansk betalt hjælpeprogram, studerer i Fiji.
Som kompensation for atomprøvespringningerne på Marshalløerne i 40erne og 50erne er der lavet aftaler mellem USA og Marshalløerne der den dag i dag sikrer at der er uhyre let at emigrere, typisk til Amerika for at studere eller arbejde.
En beskeden kompensation kan man mene for bomber der voldsomt forurenede flere øer radioaktivt, drev folk i landflygtighed i op i mod 50 år(!) og gjorde mange mennesker alvorligt syge. (Enkelte øer er gjort ubeboelige i 300 år, men de var ikke forinden beboede).
Sådanne emigrationsprogrammer har alle Isaacs børn benyttet. De to ældste er taget til USA. Begge fik de job i US Army. Datteren blev sendt til Irak. ”Men da hun kom hjem var hun ikke rask oveni hovedet”, siger Isaac.
Isaacs datter ringede selv efter ambulancen. Hendes datter trak ikke vejret. Da ambulancen kom var Isaacs barnebarn næsten dødt. Isaacs datter havde tæsket hende. Da hun endelig holdt op var det næsten for sent.
Isaac er ikke helt sikker men han tror hans datter skal sidde i fængsel i omkring 16 år. Om dagen må hun godt gå ud af fængslet for at arbejde.
Hun må aldrig mere se sin datter.
Isaac og hans kone fløj til USA. ”Advokaterne derovre koster mindst 100 dollars i timen,” siger Isaac. ”Så det var ret vigtigt at vi selv fandt ud af tingene med svigerfamilien”. Men han brød sig ikke om dem. Og han stolede ikke på dem. Til sidst blev de enige om et forlig.
Isaac måtte tage sit barnebarn, som ikke var svigersønnens biologiske barn, men stammede fra et af datterens tidligere forhold, med sig til Marshalløerne. Svigersønnen slap til gengæld for at skulle betale børnepenge. Og fik fuld forældremyndighed og alle rettigheder over parrets fælles søn.
Isaacs barnebarn var for syg til at flyve. Hendes hjerne havde taget skade. ”Vi vidste ikke engang om hun ville overleve,” siger Isaac underligt afklaret.
Næste gang Isaac og hans kone fløj til USA havde hans barnebarn heldigvis fået det meget bedre.
I dag er hun 8 år gammel. Hun går i skole i Majuro, hovedstaden på Marshalløerne. Hun er kommet sig og lever i dag et så godt som normalt liv.
”Jeg er bare en gammel mand” siger Isaac. Min kone og jeg havde bare lyst til at leve et roligt liv. Pludselig havde vi igen et barn. Men jeg kunne ikke lade hende vokse op med en mand jeg ikke stolede på og som ikke engang var hendes rigtige far. Det er bedst sådan her.
”Og det vigtigste er at hun har det godt. Vi skal nok klare os.”
———————————————————————————
People of the Pacific – ”Hassan” (Bangladesh), Nauru.
Hassans far er tilknyttet det politiske parti BNP i Bangladesh. ”Efter BNP tabte valget i Bangladesh,” fortæller Hassan ”har den siddende regering i Bangladesh myrdet politiske modstandere, skudt og dræbt demonstranter og udstedt arrestordrer mod et hav af BNP folk og deres familier. Heriblandt mig og min familie.”
Resten af Hassans familie lever nu under falske identiteter i landflygtighed i en bjergegn i Bangladesh.
Arrestordren mod Hassan selv blev udstedt imens han studerede i et andet sydøstasiatisk land. Så hvis Hassan ville hjem uden at blive arresteret skulle han krydse illegalt ind i Bangladesh og som sin familie måtte han derefter leve under falsk identitet.
Hassan besluttede i stedet at tage til Australien. For at få et bedre liv. Han betalte en menneskesmugler for at blive sejlet fra Indonesien til Juleøen, som er australsk territorie. Det var en hård tur med en lille fiskerbåd. I tre dage sad Hassan klemt fast som en som en rickshaw i Dhakas myldretid. I slutningen af 2013 nåede den lille båd frem til Juleøen. Han blev øjeblikkeligt arresteret af de australske myndigheder.
Hvad Hassan ikke vidste var at i slutningen af 2013 ændrede Australien regler for opbevaring af asylansøgere. Frem til denne dato var flygtningene blevet flyttet til Australien. Nu vedtog den australske regering at flygtningene skulle fordeles mellem Papua New Guinea og Nauru. Dem der var nået at komme under de gamle regler fik lov at komme til Australien. Det nåede Hassan ikke. Han blev sendt til Nauru.
”Verden skal vide at folk blev tortureret, mens jeg var i flygtningecentret,” siger Hassan, ”Nogle blev voldtaget. En del blev tæsket. Det var som et fængsel”. Efter mere end et år fik Hassan asyl. Nu har Hassan fået job et sted på øen. Et job han er vildt overkvalificeret til. Der er en liste flygtningene kan skrive sig på. Står dit navn på listen og går udvekslingsaftalen, som der pt. forhandles med amerikanerne om, igennem, og bliver du en af de udvalgte, får du en billet ud fra denne dødssyge ø – og kommer sandsynligvis til USA.
Men Hassan har ikke skrevet sit navn på listen. ”My gut feeling says me it´s not gonna happen” siger Hassan. Jeg kan ikke helt følge ham. Han kunne da i det mindste – som alle andre flygtninge jeg taler med på øen – gøre forsøget.
”Du fatter ikke hvor klamme de lokale her er,” siger Hassan og viser mig en video med en stor fed mand der på utrolig hulemandsagtig vis æder en stor slimet, rå fisk. Jeg må medgive at det ser en kende dyrisk ud. ”Ikke alene er de fede alle sammen. De lugter også. De rydder ikke op. De vasker sig ikke. Og de spiser ulækker mad siger Hassan.”
”Jeg savner byen. Jeg savner byens lys. Jeg må finde en vej væk fra denne ø”
———————————————————————
